"Et JuleEventyr" 

ANMELDELSE I NORDJYSKE STIFTIDENDE LØRDAG DEN 21. NOVEMBER 2015. 
Anmeldelsen er skrevet af journalist Max Melgaard, max.melgaard@nordjyske.dk.

Man imponeres gang på gang af Himmerlands Teater. At så lille et teater med så beskedne budgetter kan få så meget ud af så lidt. Og denne gang er jeg nærmest dobbelt imponeret. Denne gang er der nemlig ikke færre end 11 på scenen.

Jovist er det store flertal af de medvirkende amatører, og de fleste af dem i forholdsvis beskedne roller - i hvert fald målt på antal ord, der skal præsteres. Men de gør det skisme godt. På et enkelt sted i en lidt længere monolog fra en af de unge amatører sad jeg og tænkte, at der godt kunne være lidt mere variation i stemmearbejdet. Men det var også kun den ene gang. I resten af forestillingen var jeg dybt imponeret over, hvor flot disse velinstruerede og dygtige amatører klarer sig i den forestilling.

Men der er mere at være imponeret over: Uffe Kristensen, for eksempel. Han er den eneste i ensemblet, der kun spiller én rolle. Han er Ebenezer Scrooge. Han spiller magtfuldt, stort, kraftigt og frygtindbydende. Han er meget larmende og effektfuld i sine replikker, og han når nemt ned på bageste række (der er kun tre), når han taler.

Scrooge i foyeren
Vi møder ham allerede i foyeren.

Før forestillingen går skuespillerne rundt blandt gæsterne i foyeren og faldbyder programmer og chokolade. Ved forestillingens start stiller de sig på teatrets trappe og begynder at synge. Ind af hoveddøren kommer så Ebenezer Scrooge og stopper sangen. Man er vel julehader!

Og så fortsætter stykket oppe i teatersalen på første sal i to korte akter. Første akt varer 45 minutter, anden akt 35. Det er en hel fin længde, for større er historien jo heller ikke. Lige her er den skåret ind til benet og leveres ganske koncentreret.

Nåja - vi behøver næppe fortælle, hvad ”Et juleeventyr” handler om. Stykket er set før - på teater og tv og film. Men vi skal også lige nævne, at skuespiller Sune C. Abel møder publikum med stor kampgejst i de mange roller, han spiller.

Flot scenografi
Man ser ikke dette stykke uden at bemærke Ianke Firings flotte scenografi. En scenografi der er i konstant bevægelse. Ind og ud ruller, seng og bord og gravsten og meget mere. Det er et imponerende flow og tillige ganske underholdende at betragte.

”Et juleeventyr” på Himmerlands Teater er voldsomt underholdende for hele familien. Der er mange grin undervejs, og der sker en hel masse foran øjnene på én - især i kraft af de mange medvirkende. Det kan godt ske, at de allermindste børn måske skal have en hånd at knuge, når Scrooge iblandt er mest skræmmende. Eller når hans ånder er det. Men det er en juleforestilling, det også er værd at køre langt efter. Vi kvitterer med fire stjerner. Men vi smider også et julehjerte på deroppe i toppen, fordi dette er så fermt og virtuost fremført, at ens humørbarometer stiller sig på solskin, når man har set forestillingen.

 

Charles Dickens: ”Et JuleEventyr”

Bearbejdelse: Susanne Sangill og Ronny Sterlø

Instruktion: Susanne Sangill

Medvirkende: Anne Voigt Christiansen, Uffe Kristensen, Sune C. Abel, Ronny Sterlø, Jacob Skov Søndergård og elever fra Mariagerfjord Teatertalentlinje.

Scenografi: Ianke Firing

Musik: Jacob Skov Søndergård

Lys: Carl Koytu


 

 

  Skørping Borgerforenings Hjemmeside

                                                                                                                           

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk