TEATERANMELDELSE
Nordjyske Stiftstidende den 23. april 2016

Teaterkunstens æg og bacon

TEATER

David og Robert Goodale: ”Perfect Nonsense”

? ? ? ? ? ?

P.G. Wodehouse og hans bøger om Wooster og Jeeves er britiske kronjuveler. Hellige som æg og bacon. Eller hedder det bacon og æg? I forfatterbrødrene David og Robert Goodales dramatisering fra 2013 er intet helligt uden farcekunstens egen saligt spindende finmekanik. Det hele udspiller sig i området mellem den stive overlæbe og bæltestedet, aldrig under. Humoren klarer sig storartet og nonsenspoetisk uden platheder og vulgariteter. Vi er vel upperclass!

Susanne Sangill og Himmerlands Teater har nu bragt stykket frem til dansk premiere og dermed sikret publikum en juvel, som et ensemble i storform får til at lyse og glitre. Teaterkunst i legehumør og renkultur uden generende forsøg på at tilføje løjerne en dybere mening.

Det er hyleskægt.

Om et forlovet par i forestillingen hedder det – nok så romantisk – at de passer til hinanden som æg og bacon. Det samme kan siges om de to ærkebritiske karakterer Wooster og Jeeves. Den første er overklasseløget, hvis hjerne vejer til som en fjer og kun overgås af hans manglende situationsfornemmelse.

Den anden er den uforstyrreligt ligevægtige og højtbegavede butler, der sørger for at hans herre i sidste øjeblik redder sig ud af absurde og katastrofale omstændigheder.

Denne nærmest arketypiske konstellation er midtpunktet i lystigt snurrende intriger og et omfattende persongalleri, der alle i større eller mindre grad er grebet af vanvid. Britisk farce unplugged.

Det hele drejer sig om erhvervelsen af noget så attraktivt som en flødekandeko af sølv, og det nærmeste bud på en eksistentiel kerne i forviklingerne leveres af Woosters tante Dahlia, når hun i Uffe Kristensens majestætiske fremstilling konstaterer, at man i overklassen er villige til at sætte alt til side for at få fingre i en begæret genstand. Ikke just for dens egen skyld, men fordi andre også begærer den!

Thrillerikonet Alfred Hitchcock benævnte en sådan genstand en McGuffin. Den dims alle er ude efter. Det har jeg nemlig selv læst i en film engang. For nu at udtrykke mig med en af stykkets gakkede oneliners.

Ikke et ord mere om handlingen. Den er det glade vanvid.

Forestillingens roller – over en halv snes – varetages af tre skuespillere med hæsblæsende kostume- og scenografiskift. Kun Ronny Sterlø giver den i én rolle fra start til slut, nemlig som Bertie Wooster, der tillige fungerer som en slags fortæller i stykket, om end med besvær i kraft af sine begrænsede åndsevner. Med Sterlø bag rattet manøvreres med dødsforagt gennem rollens hårnålesving mellem det konfuse, det tåbelige, det panikslagne – men også det elskeligt rødmossede.

Uffe Kristensen bestrider over halvdelen af stykkets roller med usvækket energi trods de halsbrækkende kostumeskift. Det er som at opleve en kædedans for én person. Alle deltagere i dansen kan ikke nævnes, men den frygtindgydende Spode - hvis blik ”kan åbne en østers på 20 meters afstand” – fik til premieren gang på gang publikum til at juble.

Susanne Sangill har satset højt. Den sværeste kunst er den lette. Hun har selv instrueret, og med dybfølt sans og respekt for genren har hun i kraft af milimeterpræcise arrangementer og dyb fortrolighed med den krævende timing skabt en helstøbt forestilling. Farcer kan tabe pusten. Men det sker ikke her. Vanviddet eskalerer veldisponeret.

Hun støttes af Nick Pedersens opfindsomme og underfundige scenografi, hvor bl.a. et omskifteligt trommesalsmaleri spiller en betragtelig rolle. Sceneskiftene håndteres af skuespillerne – ja, de er på fast arbejde i samfulde to timer! – og bidrager til den ganske subtile leg med teatermediet.

Men lykkes det så at gøre briterne rangen stridig på deres egen hjemmebane? Ja, det gør det faktisk. Og det helt afgørende løft leveres af Erik Viinberg i rollen som deadpan-butleren Jeeves, samt i yderligere mindst tre roller. Hans performance i to kostumer på samme tid er virtuos og helt uimodståelig teater- og karakteriseringskunst.

Han er bare æg og bacon!

Otto Pretzmann
kultur@nordjyske.dk

David og Robert Goodale: ”Perfect Nonsense”
Oversættelse: Ronny Sterlø og Susanne Sangill.
Scenografi: Nick Pedersen
Instruktion (og kostumer): Susanne Sangill

Himmerlands Teater indtil 14. maj.

  Skørping Borgerforenings Hjemmeside

                                                                                                                           

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk