DET NYE LÆGEHUS I SKØRPING
Virksomhedsbesøg torsdag den 10. maj 2012
Borgerne i Skørping har fået et nyt, flot lægehus, og man behøver ikke fejle noget for at komme til at se det.
Skørping Borgerforening og Skørping Erhvervsforening har arrangeret virksomhedsbesøg i lægehuset torsdag den 10. maj kl. 19.00.
Læge Kristian Østergård vil fortælle om baggrunden for, at lægerne er flyttet fra Smallegade til stationsområdet. Han vil derefter vise rundt i lægehuset og fortælle om faciliteterne.
Efter rundvisningen bliver der lejlighed til at stille spørgsmål.
Virksomhedsbesøget er åbent for alle. Man skal ikke tilmelde sig - blot møde op.
- Og ved det nye lægehus er der jo parkeringspladser nok - det kneb det jo lidt med i Smallegade, siger borgerforeningens formand Erling Junker Holst.
De to foreninger har nu i tre år arrangeret virksomhedsbesøg. Ideen er at give byens borgere mulighed for at kigge inden for hos byens og områdets firmaer, virksomheder og institutioner.