ØSTERILD TESTCENTER

Skørping Borgerforening havde tirsdag den 12. maj 2015 arrangeret bustur fra Skørping til Østerild Testcenter. Til trods for regnen var turen over Vejlerne en meget smuk tur, med ankomst ca. kl. 10:30 i testcenteret, hvor vi blev modtaget af Christian Grant, der er professionel guide for området. Endelig en guide der talte tydeligt og i et tempo så alle forstod, hvad der blev sagt. Var der et enkelt spørgsmål der ikke kunne besvares var meldingen, det ved jeg ikke. En rigtig god gennemgang af Testcenteret. 

Det lunede indledningsvis at få at vide, at Vestas, internationalt målt, er den vindmøllevirksomhed, der er længst fremme teknologisk set, bl.a. på grund af gearsystemet.

De største møller producerer ca. 8 Megawatt pr. time = 8.000.000 watt, nok til at forsyne Thisted by.

Enkelte facts: Vinger op til 75 meter og á 30 tons pr. stk., gearkasse m.m. på toppen af stålsøjlen vejer fra 250 – 400 tons og fundamentet vejer op til 4.000 tons. Store tal, hvilket også gælder de økonomiske tal.

Der er tre producenter der p.t. benytter testcentret. Det er Vestas, Siemens og en kinesisk producent.

Franskmændene er begyndt at melde sig på markedet, men er endnu ikke så langt fremme.

Den voldsomme demonstration i tidernes morgen pga. træfældningen på i alt ca. 285 ha. var allerede inden starten forfejlet, idet der i planlægningen indgik en genplantningsplan for et tilsvarende areal rundt omkring i Danmark. 

Derefter gik turen videre til Vesløs Kro, hvor deltagerne kunne vælge mellem stegt flæsk med persillesovs og biksemad med spejleæg, eller begge dele. Der blev taget godt for sig af retterne pga. den gode appetit, hvilket formentlig skyldes al den friske luft.

Efter middagen fortsatte turen til Kirsten Kjærs Museum i Frøstrup. En meget stor oplevelse hvor vi fik et rigtigt godt indtryk af kunstnerens store produktivitet. Portrætter var emner der dominerede udstillingen, som ejes af en fond. Museet der ligger i en hel vidunderlig natur er absolut et besøg værd.

Turen der var arrangeret af bestyrelsesmedlem for Skørping Borgerforening Vagn B. Larsen, var både socialt fornøjelig og samtidig meget lærerig.

Ref.: Carsten Egenfeldt

  

  Skørping Borgerforenings Hjemmeside

                                                                                                                           

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk